
Aalborg Historiske Museums særudstilling handler om oprør. Siden middelalderen har der været mange oprør i Nordjylland. Følg sporet tilbage i tiden og bliv klogere på hvorfor og hvordan man gjorde oprør. Undervejs møder du 8 forskellige oprør; det yngste er blokaden mod skifergasboring i Dybvad i 2014-2015, det ældste er bondeoprøret ved Sankt Jørgensbjerg i 1441.
Udstillingen egner sig godt til besøg af skoler, der er mange ting at undersøge, diskutere og blive klogere af. Til sidst i udstillingen opfordres man til at give sin mening til kende ved at aflevere sin stemme i forskellige afstemningsrør. Det er en fordel at læreren giver eleverne en introduktion til udstillingens tema og opbygning inden I går igang.
Til udstillingen er lavet skolemateriale til mellemtrin og udskoling. Skolematerialet er beregnet til at eleverne går selv rundt og løser dem, meget gerne i små grupper.
Til de yngre børn er der lavet et "Oprørspas", der udleveres i Informationen. Oprørspasset skal klippes med en tang på 5 forskellige poster i udstillingen.
Skolematerialet er tilpasset historiefagets fællesmål.
Kompetenceområde:
Historie - Historiebrug, Historie - Kildearbejde, Historie - Kronologi og sammenhæng
Læringsmål:
Eleverne arbejder med kronologiske sammenhænge og tidslinjer
Eleverne læser og tolker historiske kilder
Eleverne prøver at forstå historiske genstande
Besøg på Aalborg Historiske Museum, hvor der arbejdes med det undervisningsmateriale, der er lavet til udstillingen "Oprør i Nordjylland".
Snak med eleverne om, om der er nogle "sager", der er vigtige for dem, og som de vil kæmpe for. Snak også gerne om, hvor langt de vil gå i denne kamp. I udstillingen er der eksempler på forskellige måder at gå i kamp for sin sag. I den ene ende af spekteret var der nogle, der tog toget til København for at demonstrere for et nordjysk universitet, i den anden ende var der nogle der mistede livet i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig og bondeoprør.
Gennemgå opgaverne og tal om det eleverne har kreeret undervejs. Hvad står der f.eks. på de protestskilte og de badges, de har tegnet.
Der er gratis adgang for alle under 18 år, samt i undervisningssammenhæng.
En skoleklasse. Bemærk at der er nogle snævre passager i udstillingsrummet, så der bør højst være en klasse ad gangen. Kommer man to klasser på besøg, kan den ene klasse med fordel besøge resten af museets udstillinger imens den anden er i oprørsudstillingen.
Man bestemmer selv, hvor lang tid man bruger.
Hvis man vil spise medbragt mad, skal det oplyses på forhånd af pladshensyn.
Det er nødvendigt at melde sin ankomst til museet i god tid i forvejen. Aftal også om I vil spise madpakker på museet, eller har brug for at låne mødelokalet.