
Er du klar til at få lyd og læring til at spille sammen? Dette kursus inviterer lærere i håndværk og design samt naturfag til en sjov og praktisk udfordring:
Byg en højttaler fra bunden! Vi tager det teoretiske og omdanner det til konkrete, eksperimenterende aktiviteter, hvor eleverne kan mærke, måle og forstå lydens verden – og måske få skolen til at rocke lidt mere. Kurset er åbent for lærere i både almene klasser og specialklasser, der gerne vil inspirere eleverne med praksisnær undervisning.
Der vil være let forplejning hele dagen.
Målet med kurset er at åbne dørene til håndværk og design, naturfag og matematik på en sjov og motiverende måde. Vi vil i fællesskab kigge på, hvordan vi kan inddrage flere fag og skabe en undervisning, der giver mening på tværs af skolens områder.
På programmet:
- Design din højttaler - Vi går i værkstedet, hvor lærerne selv prøver kræfter med at forme højttalere, der både ser godt ud og fungerer godt. Her er der masser af plads til at være kreativ!
- Hvordan lyder lyd? Med fokus på decibel og lydstyrke tester vi lydniveauer og eksperimenterer med, hvordan lyd bevæger sig og forstærkes.
- Elektronik og lodning – Sådan sætter vi strøm til lyden: Lær at lodde ledninger, så højttaleren bliver klar til brug. Her kan alle være med – også selvom lodning er nyt.
- Mål og test - Hvordan ved vi, at højttaleren fungerer? Vi kigger på simple målemetoder og tester de færdige højtalere for at sikre den helt rigtige lyd.
Kursusforløb:
1. Kursusdag for tilmeldte lærere: Torsdag den 27. februar, kl. 9-15.
For at få materialerne til eleverne skal lærerne deltage på denne dag.
2. Kursussted: En skole i Aalborg (det præcise sted meldes ud senere).
3. Afhentning af materialer til eleverne sker efter kursusdagen.
4. Gennemfør forløbet med egne elever: Lærerne kan gennemføre forløbet på egen skole og har mulighed for at få ekstra hjælp fra Søren Andersen, som kan bookes her: https://tinyurl.com/yduhcu7s
5. Fernisering og lydshow: Slut af med en festlig fremvisning af elevernes højttalere og test dem på skolen.
Udgifter for egen skole:
Skolens udgifter er primært lærernes tid i forbindelse med kursusdagen samt fremskaffelse af to stk. loddekolber.
Derudover kan der i designprocessen opstå ønsker om yderligere materialer fra eleverne – fx andre typer træ og overflader end dem, der udleveres.
Med hands-on aktiviteter og plads til eksperimenter lærer deltagerne ikke blot, hvordan man bygger en højttaler, men også hvordan de skaber en levende undervisning, der tænder gnisten hos eleverne og inviterer dem til at undersøge lyd, teknologi og design.
Målgruppe: Lærere i håndværk og design, matematik samt og naturfag, der underviser i udskolingen (7.-9. klasse), både i almenundervisningen og specialundervisningen.
Anslået varighed af efterfølgende elevforløb: Lærerens eget forløb med elever tager typisk 8-9 dobbeltlektioner eller fx tre temadage med både teori og praksis.
Velkommen til en kursusdag fyldt med nye ideer og værktøjer, klar til at blive brugt i undervisningen (og så får du din egen hjemmebyggede højtaler med hjem til skolen efter dagen).