Inspirér den næste generation: Bliv dommer til Aalborg Kommunes events for børn og unge
I Aalborg Kommune arbejder vi målrettet på at skabe stærke bånd mellem vores folkeskoleelever og det lokale erhvervsliv. Vores mål er at inspirere eleverne og gøre dem opmærksomme på de mange spændende karriere- og uddannelsesmuligheder, de har foran sig.
Som en del af denne indsats afholder vi events, der sætter fokus på innovation, entreprenørskab og iværksætteri. Til disse arrangementer inviterer vi engagerede virksomheder til at deltage som dommere, hvor de kan bidrage med deres faglige viden og erfaring, samtidig med at de får mulighed for at møde og præge fremtidens talenter.
Som dommer får du mulighed for at:
- Inspirere og udfordre eleverne til at udvikle deres kompetencer og kreativitet.
- Få indsigt i den næste generations idéer og nytænkning.
- Skabe en relation til unge, der potentielt kan blive fremtidige medarbejdere i netop jeres virksomhed.
- Være i netværk med andre dommere fra andre virksomheder.
Hvis du ønsker at opleve, hvordan børn og unge finder løsninger på små og store samfundsudfordringer, opfordrer vi dig til at deltage som dommer ved vores næste event.
Sådan bliver du dommer
Vi afholder løbende forskellige arrangementer, og du kan til enhver tid kontakte Aalborg Kommunes Erhvervsplaymaker for at høre om kommende muligheder. Alternativt kan du skrive til os på dinfremtid@aalborg.dk for at tilkendegive din interesse.
Som udgangspunkt forpligter du dig kun til ét event ad gangen. Vi kontakter dig i god tid for at planlægge din deltagelse og giver dig en detaljeret guide med bedømmelseskriterier samt praktiske oplysninger inden arrangementet.
Vores forventninger til dig som dommer
Vi forventer, at du afsætter ca. fire timer til et arrangement.
- Det er frivilligt arbejde, og der ydes ikke økonomisk kompensation, men din indsats og ekspertise bliver værdsat højt, og vi plejer at få meget positiv feedback fra dommerne.
- Vi forventer, at du sætter dig ind i de fremsendte bedømmelseskriterier og møder op i god tid, så du kan blive vejledt af personalet på stedet.
- Som dommere skal du give konstruktiv og alderssvarende feedback til eleverne, der motiverer og styrker deres udvikling.