At adoptere en skoleklasse indebærer, at I som virksomhed inviterer en bestemt klasse til at besøge jer et par gange om året, ofte gennem flere år. Det giver eleverne mulighed for at opnå dybere indsigt i jeres branche og arbejdsområder.
Når I adopterer en klasse, vil planlægningen foregå i tæt samarbejde med skolelæreren, hvor fag og læringsmål løbende tænkes ind i samarbejdet.
Adopter en skoleklasse
Gennem initiativet "Adopter en skoleklasse" inviteres virksomheder til at indgå i et tæt samarbejde med en skoleklasse over en længere periode.
For eleverne kan samarbejdet skabe nysgerrighed og motivation til at vælge netop jeres fagområde i deres fremtidige uddannelse-og karrierevalg. For jer som virksomhed er det en unik mulighed for at præsentere jeres arbejdsplads og skabe en stærk relation til potentielle fremtidige medarbejdere.
Ved at adoptere en skoleklasse er I med til at danne tætte relationer til den lokale skole, og hvem ved, måske møder I jeres kommende lærling og medarbejder.
Sådan laver I et forløb for en adopteret klasse
- Forventningsafstemning
Overvej internt, hvilke klassetrin og fag der passer bedst til jeres virksomhed. Da samarbejdet ofte løber over flere år, kan det være en fordel at starte med yngre klassetrin og bygge videre på elevernes viden og erfaring over tid. Udpeg en kontaktperson i virksomheden, der fungerer som tovholder for samarbejdet.
- Adopter en klasse
Kontakt Aalborg Kommunes erhvervsplaymaker, som faciliterer det første møde mellem jer og en skoleklasse, der matcher de kriterier, I har fastlagt. Kontakt: erhvervsplaymaker@aalborg.dk
- Hold planlægningsmøder
Andet møde er ang. det konkrete samarbejde med klassens lærer om at planlægge besøgene hos jer. Dette inkluderer både logistik og indhold, så elever og virksomhed får det maksimale udbytte af besøget. Det forventes, at klassen kommer på besøg min. 2 gange årligt, et besøg i foråret og et besøg i efterår. En 5. klasse er optimal til at opnå en længerevarende relation.
- Giv opgaver
Planlæg hands-on aktiviteter. Det kunne være en case, hvor eleverne oplever jeres branche og arbejdsopgaver på tæt hold. Derudover er det muligt at give eleverne en opgave med hjem, som relaterer sig til deres læringsmål i skolen. Disse opgaver udvikles i samarbejde med læreren og følges op på ved næste besøg.
- Skab engagement
Sørg for, at eleverne føler sig velkomne, og at deres besøg hos jer er meningsfuldt. Når eleverne oplever, at de arbejder med "rigtige" opgaver i en professionel sammenhæng, kan det inspirere dem til at vælge jeres fagområde i fremtiden.
Tips til succesfulde besøg
Ved det første besøg har eleverne sandsynligvis begrænset kendskab til jeres branche. Tilpas derfor opgaverne, så de udfordrer eleverne på et passende niveau. Forløbet bør gradvist opbygge deres kompetencer, både fagligt og praktisk.
Det er en fordel at koble opgaverne til et af skolens fag, da det hjælper eleverne med at forstå, hvordan deres skolelærdom kan anvendes i praksis.
Hvis I har brug for sparring om tilrettelæggelsen af besøgene, kan Aalborg Kommunes erhvervsplaymaker bidrage med erfaring og vejledning.
Lovgivning vedrørende arbejdsopgaver for unge
Husk, at reglerne kan variere afhængigt af elevernes alder. For mere information om lovgivning vedrørende unges arbejdsopgaver kan I gå på retsinformation.dk og søg på "Bekendtgørelse om unges arbejde".
Ved at adoptere en skoleklasse investerer I i fremtidens arbejdskraft og skaber stærke bånd mellem erhvervslivet og uddannelsesverdenen. Samtidig får I mulighed for at gøre en forskel for elevernes læring og fremtid. Kontakt Aalborg Kommunes erhvervsplaymaker for at høre mere om, hvordan I kan blive en del af dette spændende initiativ.